Islam

 Følgende er en liste over præcise gengivelser af navne og begreber nævnt i denne bog opstillet efter deres forekomst. Der er mange eksempler. For fuldstændig at vokalisere hver af dem, og forklare samt opklare dem alle, ville det gøre dette bind ret tykt. Jeg vil dog berøre dem på den mest kortfattede måde og vil udpege dem så kortfattet som muligt. Den første af dem er i indledningen. Al-Hamd: At lovprise med behagelige egenskaber. Al-Karim: Ædle i Allahs, den Højeste, egenskaber. Det siges at betyde den overlegne eller andre lignende ting. Al-Mannan: Vi beretter fra Ali ibn Abi Talib, at det betyder; den, der giver før han bliver spurgt. Al-Tuwl: Fri for nød og helt kraftfuld. Al-Hidaya: Succes og velvilje. Følgende er sagt: han ledede os til [li] tro, Han ledede os med [bi] tro og han ledede os ind i [ila] tro. Sair: Betyder resten. Laday: TIl Ham. Vores Profet fred være med ham blev kaldt ´´Muhammad´´ på grund af sine mage prisværdige egenskaber (Ibn Faris og andre sagde dette...

I har pligt til at søge efter sandheden i denne her fysiske verden, og dem der er heldige at finde sandheden har et fast stå sted. og en anden ting er at der er ingen religion ud over Islam der bliver godtaget på Dommedagen ingen andre end Islam bliver godtaget på Dommedagen.

 Det er gyldigt at købe og sælge mushaf. Der er ingen lovovertrædelse ved køb af mushaf. Vores Shafii ledsagere har dog to holdninger vedrørende dens salg. Den stærkeste er, at det er forhadt, og det er den utrykkelige udtalelse fra imam al-Shafii. De, der hverken anser det at købe eller sælge Koranen for forhadt omfatter al-Hasan al-Basri, Ikrimah og al-Hakam ibn Utayba; og dette er berettet fra Ibn Abbas. En gruppe lærde anså det for forhadt at købe og sælge [Koranen]. Ibn al-Mundhir overleverede dette fra Alqama, Ibn Sirin, Al-Nakhai, Shurayh, Masruq og Abdallah ibn Yazid. Stærk modvilje mod at sælge [Koranen] tilskrives Ibn Umar og Abu Musa al-Ashari. En gruppe lærde anså køb af [Koranen] for at være en lovlig dispensation, mens salg var forhadt. Ibn Mundhir overleverede dette fra Ibn Abbas, Said ibn Jubayr, Ahmad ibn Hanbal og Ishaq ibn Rahuyah. Og Allah ved bedst.

 Er det obligatorisk for læreren og værgen af en ung person, som har nået fornuftens alder [puberteten] at kræve, at han har rituel renhed for at han skal bære mushaf og tavle, hvorfra han reciterer? Vores Shafii ledsagere har to velkendte holdninger. Den stærkeste holdning er i dens øjne, at det ikke er obligatorisk på grund af de besværligheder det medfører. 

 Hvis man frygter, at en mushaf vil blive brændt, nedsænket i vand, falder i snavs eller lander i en vantros hænder, kan man tage den i sin besiddelse ud af nødvendighed selv i en tilstand af rituel urenhed.

Hvos en person [med rituel urenhed] ikke finder vand, er det tilladt for ham at udføre tør afvaskning [tayammum] - uanset om hans tørre afvaskning var [i forberedelse] til bøn eller noget andet - er det tilladt for ham at røre mushaf. Nogen der hverken finder vand eller jord [til afvaskning] kan bede i hvilken som helst tilstand, men det er ikke tilladt at røre mushaf på grund af hans rituelle urenhed. Vi fastholder, at det er tilladt for ham at bede kun ud af nødvendigheden [af bønnen]. Hvis man er i besiddelse af en mushaf og ikke finder nogen at give den til for opbevaring og man ikke er i stand til at udføre afvaskning, er det tilladt at bære den på grund af nødvendigheden af at beskytte mushaf. Al-Qadi Abu al-Tayyib sagde, at det ikke er afgørende for ham at udføre tør afvaskning [med henblik på øjeblikkelig opbevaring af Koranen]. Men det han sagde er tvivlsomt, og det bør være nødvendigt at udføre tør afvaskning.