Fast besluttet på at lære

 Det anbefales, at læreren er fuldt engageret i at undervise [sine studerende], og fortrækker det frem for sine personlige verdslige forhold, der ikke er nødvendige.

Det anbefales for ham at tømme sit hjerte for alle bekymringer - og de er mange og kendte - mens han sidder til deres recitation. Det anbefales, at han er fast besluttet på at få dem til at forstå.

Han bør give hver studerende det, der passer til ham, hvilket vil sige at han ikke bør give en større [arbejdsbyrde] til en, der ikke kan bære den øgning, ej heller bør han mindste belastningen for den der virkelig kan klare tilføjelsen.

Han bør bede de studerende om at gentage, hvad de har memoreret. Desuden bør han rose en studerende, hvis udmærkelse er tydelig, så længe der ikke er noget problem med indbildskhed eller noget andet man kan frygte fra ham. Han skal forsigtigt irettesætte den, som er mangelfuld i sine studier, så længe han ikke frygter at støde ham fra sig,

En lærer bør aldrig misunde en studerende for at udmærke sig eller nære tanker om, at det Allah har skænket ham, er for meget. Det er strengt forbudt at misunde selv fremmede. Så hvordan er det, hvis man misunder en studerende, som er som ens egen søn, og hvis udmærkelse vil få hans lærer til at høste rigelig belønning i det Hinsidige og fremragende lovprisning i denne verden? Og det er Allah alene, der bringer succes.