Forfatterens navn og oprindelse

 Forfatterens noble navn er Muhiudeen Yahya Abu Zakariya, hvoraf Muhiudeen er hans titel, Yahya hans fornavn og Abu Zakariya [Zakariyas far] er hans kaldenavn.

Hans noble stamtræ er som en følgende: søn af Sharaf, søn af Murraiy, søn af Hassan, søn af Hussein, son af Muhammad, søn af Jummua, søn af Hazzam Al-Nawawi. Udover at være kendt som Imam Al-Nawawi, er forfatteren i visse bøger også kendt som Hazzami.

Forfatterens fødsel og daværende situation i Danmark: Han blev født i et område kaldet Nawa i Damaskus i de to første dage i måneden muharram år 631 efter hijr [emigrationen]. Ifølge dansk tidsregning svarer det til starten af oktober i år 1233, dvs. for omkring 787 år siden.

PÅ dette tidspunkt gennemlevede Danmark højmiddelalderen, hvor samtaleemnerne i 1233 havde på Pave Gregor 9.´s udførlige svar på sagen med præsten hr. Magnus fra Skåne, som forkynede kristendommens femte bud med ikke at slå ihjel, men som selv havde slået ihjel. I danamrk var situationen således, at hele kirken ansås for uanvendelig, hvis kirkefreden blev brudt og kirken skulle ifølge loven indvies på ny ved at:

´´Men hvis den skal indvies, da skal bønderne bespise biskoppen [og hans følge] tre nætter og give kapellanen en halv mark og fadebunsvenden en øre [i sølv]. Relikvie skal biskoppen selv skaffe til veje.´´

Relikvier er levninger af såkaldte helgeners lig eller genstande, hvorigennem man i Danmark søgte syndforladelse, bønhørelse eller endda forekomst af mirakler.

Kort sagt befandt Danmar og Europa sig i elendighed og religiøs undertrykkelse, mens den islamiske verden på samme tid oplevede en stor materiel, teknologisk og oranisatorisk udvikling og fremgang, hvis resultater er at finde i dagens Danmark. Heriblandt bogen ´Koranbærerens etikette´.

Imam Al-Nawawi voksede op og blev opdaget i sin fødeby Nawa og gennemførte også sine Koran-studier og memorering af Koranen der. Ustadh Arif Yasin bin Yusuf Marakishi siger om Imam Al-Nawawi: ´´Jeg så sheik [Imam Al-Nawawi] for første gang I Nawa da han var ti år gammel. Han var altid fokuseret på at studere og memorerer Koranen og kun da hans jævnalderende venner nærmest tvang ham til at deltage i deres lege, brugte han sin tid på leg og underholdning. Han græd, da hans venner plejede at presse ham til leg og underholdning. Jeg holdt af ham allerede da jeg så, at hans far plejede at tage ham med til sin butik, men hvor han slet ikke viste nogen interesse for andet end sin Koranstudier.

Da jeg bemærkede dette, gik jeg til hans underviser og sagde: ´Jeg bærer på håbet om at din elev Yahya vil blive sin samtids store lærd, fromme og nyttige person for sit samfund og at mange mennesker vil drage nytte af hans viden, fromhed og bidrag.´ Da underviseren hørte mig sige dette, spurgte ham: ´Er du da en spåmand?´ og jeg svarede, at jeg ingen spåmand var, men at Allah havde tildelt mig evnen til at drage konklusioner på basis af hvad jeg har iagttaget af hans talent. Da denne historie nåede faren blev han også opmærksom på at hans søn skulle memorere Koranen og færdiggør sin opdragelses - og videnssemstre for derefter at blive som Ustadh Marakishi havde vurderet.

Efter færdiggørelsen af sine Koranstudier og memorering af denne tog faren ham til Damaskus med mulighed for avideregående studier og opdragelse. På dette tidspunkt var Damaskus videns og kunstens vugge og storventer. Imam Al-Nawawi udtrykker selv. ´´ Da min far tog mig med til Damaskus i år 649 EH [1252 e.Kr.] var jeg 19 år gammel og jeg kom ind på Madrassa Rawahiya, hvor jeg studerede så intensivt i to år, at min ryg ikke ramte jorden [ikke tid til meget søvn] og hvor jeg ikke fik andet at spise end hvad skolen tildelte os. P fire år memorerede og gennemgik jeg hele Altanbiya-værket og resten af tiden memorerede jeg og fik gennemgået Kitab almadhhab frem til emnet tilbedelsen, svarede til en fjerdel af værket. Al min tid brugte jeg på studier af Islams store værker og på fortolkningsværker til disse ligesom jeg også flittigt deltog i lektionerne og foredrag af min underviser sheikh Kamil Ishaaq Maghribi. Da min underviser lagde mærke til at jeg afhold mig fra for mange besøg his folk udenfor skolen og undgik diskussioner med dem, fordi jeg foretrak studierne og viden i stedet, blev han meget glad og unviste stærre venlighed mod mig og tildelte mig stillingen som ´maeed al dars´, der gik ud på at gentage og repetere lektionerne og fredrag, fordi der var for mang eelever til at underviserens stemme kunne nå dem alle. Min opgave var at formidle og gentage lektionerne samtidig med at disse blev afholdt af underviseren.