Gråd under Koranlæsningen

 Vi har allerede forklaret i de to tidligere afsnit, hvad der får nogen til at græde under Koranrecitation. Det kendetegner folk med dybgående viden om Allah [arifin], og det er også et særligt kendetegn his Allahs retskafne tilhængere. Allah, den Højeste. sagde: ´´De falder ned med kinden mod jorden og græder; den gør dem endnu mere ydmyge.´´ (Koranen 17:109)

Der er blevet berettet mange ahadith og beretninger fra de tidligere retskafne generationer om dette. En beretning stammer fra Profeten fred være med ham ´´Læs Koranen og græd. Hvis I ikke græder, får jer selv til at græde.´´ (Daif) [R.12]

Umar ibn al-Khattab bad morgenbønnen i forsamling og læste surah

Yusuf (12). Han græd, så tårene trillede ned ad hans nøgleben. I en anden version [af denne beretning] var det nattebønnen, hvilket underbygger, at det forekom hyppigt, og i en tredje version græd han, indtil rækkerne af folk bag ham kunne høre hans gråd.

Abu Raja sagde: ´´Jeg så Ibn Abbas og under hans øjne var noget, der lignede gamle snørebånd på grund af tårer.´´ Abu Salih sagde: ´´En gruppe folk fra Yemen kom til Abu Bakr al-Siddiq og begyndte at recitere Koranen, og de græd. Abu Bakr al-Siddiq sagde: ´´Sådan plejede vi at være.´´ Hisham sagde: ´´Jeg hørte nogle gange Muhammad ibn Sirins gråd om natten, mens han bad.´´

Der findes talrige beretninger om dette. Hvad vi har omtalt ovenfor, må være nok. Og Allah ved bedst.

Al-Imam Abu Hamid al-Ghazali sagde: ´´Gråd er anbefalet, mens man reciterer [Koranen] eller bevidner [Koranerecitation].´´ Han sagde også: ´´Måden at opnå dette er ved at ihukomme sorg i sit sind, ved at reflektere over de advarsler og trusler, de aftaler og pagter, som Koranen indeholder, og derefter tænke over sine egne utilstrækkeligheder med hensyn til dem. Hvis dette ikke bringer sorg og gråd frem i ens sind, sådan som det sker med de bedste af menigheden, så bør man græde på grund af at man mangler det, fordi det er den største af alle ulykker.´´ [R.13]