Recitation fra mushaf eller fra hukommelse

 At recitere Koranen fra mushaf [Koranens tekst] er bedre end recitation fra hukommelse, da det er en form for tilbedelse at kigge i mushaf som man søger, da det kombinerer recitation og at kigge. Dette er hvad nogle af vores Shafii ledsagere, al-Qadi Husain, Abu Hamid al-Ghazali og grupper af de tidligere retskafne generationer har sagt.

Al-Imam al-ghazali anfører i al-Ihya, at mange af ledsagerne reciterede fra mushaf og fandt det forkasteligt, at en enkel dag gik uden at kigge i mushaf. [R.30]

Ibn Abi Dawud fortalte beretninger fra mange af de tidligere retkafne generationer, at de reciterede fra mushaf og jeg kan ikke se nogen uenighed deri.

Hvis der bliver sagt, at dette går tilbage til de forskellige mennesker vi har med at gøre, f.eks. så bliver recitation fra mushaf foretrukket for den, der har (khushu) ærbødighed [for Allah] og som kan reflektere [over Koranen] hvad enten han læser fra mushaf eller fra hukommelse; og recitation fra hukommelse bliver fortrukket for den, hvis (khushu) ærbødighed ikke er fuldstændig, men hvis hans (khushu) ærbødighed/koncentration og hans refleksion bliver større, når han læser fra mushaf, er dette er en god holdning. Det er klart, at de tidligere generationers ord og handlinger er i overensstemmelse med disse detaljer.